logo

Pressemeddelelse
Vejle den 5. februar


Skoventreprenørerne udfordres af mere bureaukrati

Dokumentation for sporbarhed og bæredygtighed i træproduktionen og andet bureaukrati kommer til at fylde mere og mere i skoventreprenørens hverdag. På det seneste er kravene i den allerede indførte EU tømmerforordning, EUTR beskrevet i en kommende vejledning fra Naturstyrelsen.
Forordningen kræver en due diligence, som er en metode til at undersøge og dokumentere fældningens lovlighed. En slags kvalitetssikringsprocedure. Konkret er der anført 14 love og bekendtgørelser, som skal tages i ed, før et træ må fældes.

- Dansk Skoventreprenør Forening anmoder om klare spilleregler, som skal være rimelige og uden unødigt bureaukrati, men med respekt for den velfungerende lovgivning, som Danmark allerede har, herunder skovloven, der regulerer mange forhold. Forordningen behøver ikke sanktionere overtrædelser med yderligere straf, lød det fra Viggo Mortensen, formand for Dansk Skoventreprenør Forening på foreningens generalforsamling lørdag den 6. februar.

Når det gælder produktion af flis til energi, bliver SBP (Sustainable Biomasse Partnership) et begreb, som den enkelte flisproducent og -leverandør skal forholde sig til. Skoventreprenørerne bliver mødt med krav om dokumentation for sporbarhed og bæredygtighed ved produktion og levering af flis til de større varme- og kraftvarmeværker.

Dansk Skoventreprenør Forening og DM&E har i samarbejde med Dansk Skovforening, HedeDanmark og Skovdyrkerne samt Dansk Energi igangsat en udredning af SBP med en risikovurdering, som forventes færdig medio 2016.

- I betragtning af, at hovedparten af den danskproducerede træflis oparbejdes af skoventreprenører, er det naturligt, at vi som brancheforening er aktiv i arbejdet med at udforme spillereglerne for fremtidens leverandører af biomasse, betoner Viggo Mortensen, som er formand i Dansk Skoventreprenør Forening og i hovedbestyrelsen for DM&E.

- Flisproduktionen skal dog ikke kun være bærerdygtig for skovene. Prisniveauet skal også være bæredygtigt for såvel skovejerne som skoventreprenørerne, der forestår den omkostningstunge del af produktionen, lød det fra Viggo Mortensen.

Medlemsfremgang og flere aktiviteter i DSF
Dansk Skoventreprenør Forening har igen i 2015 oplevet en positiv tilgang af medlemsvirksomheder og slutter året med 91 medlemsvirksomheder, hvilket er det højeste i foreningens 26 års historie.

Efter tilslutningen til DM&E er aktivitetsniveauet øget. Som et nyt medlemstiltag er der gennemført netværksmøder i form af ekskursioner eller korte møder, hvor et fagligt aktuelt emne behandles og om muligt suppleres med et virksomhedsbesøg.

Stiftelsen af 2 erfaklubber udelukkende med skoventreprenører er begyndelsen på et længe næret ønske fra dette brancheområde. Flere kolleger har ytret et ønske om at komme med i nye klubber og ad den vej få en slags ekstern bestyrelse eller sparringspartnere som en værdifuld hjælp til at udvikle sin egen virksomhed, lyder det fra flere skoventreprenører.

Skoventreprenørerne også med i Bruxelles
Skoventreprenørernes politiske interesser i EU varetages af CEETTAR, der er den europæiske brancheorganisation for entreprenørvirksomheder på jordbrugsområdet inkl. skovbrug. CEETTAR har kontor i Bruxelles med fast personale, hvorfra en væsentlig del ressourcerne tilgår skoventreprenørområdet for at synliggøre erhvervets betydning for beskæftigelsen og for EU-landenes økonomi.

50.000 skoventreprenører i EU
Arealmæssigt udgør skovene 42 % af det samlede areal i EU, og der er ca. 50.000 skoventreprenører, som beskæftiger ca. 100.000 personer, viser en undersøgelse, som CEETTAR har foretaget. Et brancheområde, som CEETTAR vil gøre en aktiv indsats for ikke bliver klemt eller glemt i det politiske spil.

Kontaktoplysninger
Du er velkommen at kontakte Dansk Skoventreprenør Forening for yderligere oplysninger:
Viggo Mortensen; 2345 5255; Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Erik Groth; 2048 3888; Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Dansk Skoventreprenør Forening, Porschevej 3, 7100 Vejle, tlf.: 7020 4820
www.skoventreprenør.dk – Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Skovbillede

 

Viggo Mortensen