SERVICEOVERSIGTEN 2010/11 til skovbruget er på vej
SERVICEOVERSIGTEN 2010/11 fra Dansk skoventreprenør forening udkommer i forbindelse med Langesømessen den 19. august 2010.
Serviceoversigten gør det nemt at finde en entreprenør til løsning af enhver type opgave inden for skovbrug og naturpleje. Samtidig fremgår de betydende leverandører af maskiner og hjælpemidler til skovbruget.
79 skoventreprenører og deres specialer er med i Serviceoversigten 2010, og de er alle medlem af Dansk Skoventreprenør Forening.
Skoventreprenørerne udvider og ændrer løbende deres maskinpark og arbejdsområder, hvilket holdes opdateret på DSF’s hjemmeside www.skoventreprenorer.dk. Her kan man også se hele SERVICEOVERSIGTEN.
Serviceoversigten udleveres også på DSF’s stand på Langesømessen samt på Skov & Teknik, hvor der også er mulighed for at møde mange skoventreprenører og få en snak med en fagmand.
DM i skoven 2010
Danmarksmester i skovning
Den hidtidige danmarksmester i skovning, Ole Kjær, Stepping forsvarede endnu engang sin førsteplads i årets mesterskabsdyst i skovning på Langesømessen den 19. august. Det var 12. gang, Ole Kjær besteg sejrsskamlen som danmarksmester i skovning og i år endnu engang på rekordtid 122 sek.
Andenpladsen erobrede Lasse Kjær, Gram på 145 sek. og trediepladsen gik til Jacob Vibe, Knebel på 171 sek.
8 duellanter i alt dystede i mesterskabskonkurrencen, som omfatter 5 discipliner med motorsav: sværdvending, kvistning, hurtigskæring, fældning og skiveskæring.
Den samlede tid er tidsforbruget til gennemførelse af de 5 discipliner med tillæg af straftid for eventuelle fejl i forløbet. I år spredte tiderne sig fra 122 sek til 321 sek for de 5 discipliner.
Mesterskabskonkurrencen arrangeres af Dansk Sportshugger Klub i samarbejde med Dansk Skoventreprenør Forening.
Dansk Sportshugger Klub forestår også kvalifikationsmesterskaberne til VM i skovning, som i år foregår i Kroatien i september. Hertil er udtaget 4 fra Danmark, nemlig de 3 vindere fra DM samt Per Mortensen, Vejle.
Deltagerpræmierne til årets DM i skovning var sponsoreret af Husqvarna, Stihl, Lindana, NHS Maskinfabrik, LP Cykler og Maskiner, Dansk Skovkontor og Hede Danmark.
DM i udkørsel 2009
Danmarksmesterskaberne 2009 i præcisionskørsel og i skovning blev gennemført på årets varmeste sommerdag i forbindelse med Langesømessen på Fyn den 20. august.
Danmarksmesterskabet i præcisionskørsel gik for andet år i træk til Kenneth Vinderslev Nielsen, Silkeborg i tiden 17 minutter og 21 sekunder. 2.pladsen gik til Gert Kristensen, Svanninge, som var blot 20 sekunder længere om at gennemføre disciplinerne. Bronzepladsen blev erobret af Bo Larsen, Ringsted, som var debutant i mesterskabskørselen.
Mesterskabskørselen, der havde 9 deltagere, omfatter 2 discipliner – præcisionslæsning og tårnbygning. Det drejer sig om at udføre disciplinerne på kortest mulig tid og med færrest mulige fejl, idet fejl bliver straffet med tillægstid. Begge discipliner kræver en sikker hånd, stor præcision og ro på nerverne, idet den mindste fejlmanøvre straffes.
Mesterskabet i udkørsel var arrangeret af Dansk Skoventreprenør Forening. Udkørselsmaskinen var stillet til rådighed af Valmet-importøren Helms TMT-Centret A/S og præmierne var sponsoreret af FMP-dk, Gremo Svenska, Kuwait Petroleum Q8, LMB Danmark–Valtra, MI Maskinhandler Indkøbsringen, Ponsse, Roto Neste Oil, Skov & Landskab, Skovudstyr, Telekæden/Intercom Vejle og Trelleborg Dæk.